Jeg kan ikke lade være med at udvikle
Interviews

Jeg kan ikke lade være med at udvikle

6 min read Dec 15, 2025

Når man møder Rasmus, er det første indtryk ofte ro, professionalisme og ordentlighed. Han fylder ikke rummet med store armbevægelser, til gengæld sætter han retning. Bag den stille fremtoning gemmer sig en ledertype, der naturligt tager ansvar, siger sin mening højt og brænder for én ting frem for alt: Udvikling. Og det er uanset om det handler om medarbejderudvikling, forretningsudvikling eller organisationsudvikling, da det er udviklingsbegrebet, der driver ham.


Professionel, omgængelig og meningstilkendegivende

Spørger man Rasmus, hvordan kollegerne vil beskrive ham, er der især tre ord, der går igen: professionel, rolig og omgængelig.

Han er ikke den, der tramper ind i et mødelokale og overtager scenen, men han er ofte den, der først tager ordet, når der skal træffes en beslutning.

Jeg fik engang at vide i en profilanalyse, at jeg er meningstilkendegivende. Det ord har jeg taget til mig. Jeg har ikke noget problem med at være den første, der siger: ‘Ud fra det, jeg ved, er det her min holdning. Hvad tænker I?’ Det handler ikke om, at min mening skal vinde, men om at skabe dynamik og bevægelse.

Han lander ofte i en uformel leder- eller rådgiverrolle og har det svært med bare at sidde og vente på, at nogen spørger. Hvis der er et udviklingspotentiale hos en medarbejder, et team eller en kunde, så siger han det. Han kan faktisk slet ikke lade være.

Sparringspartner i det skjulte

En stor del af Rasmus’ arbejde foregår dér, hvor andre ikke nødvendigvis ser det: I 1:1-dialoger. Han fungerer som sparringspartner for kolleger, ledelse og kunder, og det er en af de sider af hans arbejde, der ikke altid er synlig udefra.

Han er nemlig bedst til én-til-én-dialoger. Det kan være med en kunde, en leder, en kollega eller en medarbejder, der gerne vil udvikle sig i en ny retning. Der tager han ofte rollen som rådgiver.

Det er også her, hans vigtigste værdi træder tydeligt frem:

Min væsentligste værdi er ordentlighed. Ikke som i struktur og systematik, men i måden vi er over for hinanden som mennesker.

Fra sælger til trusted advisor

Formelt set er Rasmus sælger eller Business Development Manager. Men han ser sig mindst lige så meget som rådgiver.

Det, jeg laver, er i virkeligheden at rådgive virksomheder om komplekse valg. Jeg sælger IT-systemer, som hjælper dem med at drive deres forretning, men det vigtigste er, at de træffer de rigtige beslutninger, ikke bare at de køber noget af os.

Han taler hellere om strategiske valg, processer og forandringsledelse end om features og funktioner. Han ser sig selv som bedst i den strategiske dialog, når der tales om, hvilke beslutninger der skal træffes, hvordan man skaber en god proces, og hvordan et ledelsesteam bliver taget med omkring de beslutninger, der træffes. Det er dér, han trives og performer bedst.

Udvikling som rød tråd; lige fra individ til organisation

Udvikling går igen i stort set alt, hvad Rasmus beskæftiger sig med både fagligt og menneskeligt.

Grundlæggende vil jeg gerne hjælpe. Hjælpe virksomheder med at træffe de rigtige beslutninger om digitalisering.

En vigtig milepæl var, da han for godt ti år siden tog en videregående lederuddannelse med fokus på organisation og forandring. Tidligere havde han arbejdet meget på individniveau med medarbejderudvikling, én-til-én. Men med uddannelsen fik han værktøjer til at facilitere større udviklingsprocesser på organisations- og forretningsniveau. Det gjorde virkelig en forskel og gav et sprog og en værktøjskasse til det, han i virkeligheden altid havde været drevet af.

Mindfulness-instruktør: Et sekund foran

Ét af de mere uventede kapitler i Rasmus’ historie er, at han er uddannet mindfulness-instruktør. Det kom ikke ud af et behov for at blive spirituel, men af en nysgerrighed efter at forstå psykologien og mennesket bedre, og så bruge det i ledelse.

Jeg tror ikke på mindfulness som mirakelkur. Men jeg ser det som et stærkt værktøj til at skabe bevidsthed; om sig selv, om rummet, om reaktionen, før man handler.

Som ung leder havde han en tendens til at ville svare med det samme, når en medarbejder spurgte om noget, men trænede sig selv til i stedet altid at stille et modspørgsmål, simpelthen for at købe tid til at tænke sig om.

Han refererer til bogen ”Et sekund foran”, der beskriver mindfulness som netop at komme et sekund foran. Et sekund kan gøre en kæmpe forskel, for i stedet for at reagere automatisk, kan man nå at tænke: Hvad sker der med mig nu? Hvad sker der i rummet? Hvad er den rigtige reaktion her?

Superpower: Målbevidst refleksion

Spurgt direkte til sin ”superpower” er Rasmus ikke i tvivl:

Min superpower er refleksion. Jeg ser ofte tingene fra flere vinkler og har som regel et andet perspektiv at byde ind med; især når samtalen handler om udvikling. Men det er ikke bare tilfældig eftertanke. Jeg vil kalde det målbevidst refleksion.

Det betyder, at han sjældent bare accepterer status quo. Han gider ikke opfinde den dybe tallerken igen, men kan næsten aldrig lade være med at spørge, hvordan man lige kan gøre det her en tand bedre? Kan vi organisere os lidt smartere? Strukturere opgaven lidt skarpere? Det er et generelt fokus for ham og for alt, der foregår omkring ham.

Facilitator frem for stemningsgenerator

Rasmus vil sjældent være den, der underholder teamet. Til gengæld vil han gerne være den, der sikrer, at energien bliver god, og at alle kommer i spil.

Jeg er ikke typen, der kommer ind og skaber feststemning. Men jeg forsøger aktivt at få dem frem, der kan og vil bringe stemningen ind i rummet, og så understøtter jeg det. For mig handler det om fremdrift og retning, men stemningen må gerne bæres af dem, der har flair for det. Jeg faciliterer og guider.

Privat: Fodboldtalent, træner og muldvarpe med ovenlys

Bag den professionelle facade er der også en Rasmus, der både er familiefar, sportsnørd og landbo på sin helt egen måde.

Han er gift, har to børn og bor på et nedlagt landbrug, med traktor, jord og masser af dyreliv. Han plejer at sige, at de på gården har mange dyr: Rådyr, ræve, fasaner, harer og en muldvarpefarm, og de klarer sig selv, siger han med et smil.

Vores muldvarpe har faktisk indbygget ovenlys i deres skud, for jorden er fuld af gamle glasskår fra en tidligere glarmester på ejendommen,

fortæller han grinende.

Sport har fyldt meget hele livet. Rasmus var som ung målmandstalent og nåede at træne med Silkeborg IF’s Superliga-hold. Senere blev han uddannet badmintontræner og har blandt andet boet i Tyskland og arbejdet som træner der. Kombinationen af sport, konkurrence og trænerrollen går igen både som anfører på fodboldholdet og som træner har det været naturligt for ham at træde ind i rollen som den, der guider andre og sætter retning. Og den følger ham stadig i dag.

Næste medarbejderinterview

Rasmus spiller bolden videre og er især interesseret i at høre mere om, hvordan nogle af vores mest erfarne folk gennem årene har været med til at præge Microsoft-standarden. Den viden står som et stærkt fundament, når nye kompetencer som f.eks. AI i F&SCM skal udvikles. Hvordan bygger vi bedst bro mellem den tunge erfaring og de nye teknologiske muligheder?

Bolden lander derfor hos Sander van Koppen, Senior Solution Engineer.



Subscribe to our Newsletter and get relevant updates …