Det skal være skudsikkert, og så skal det skabe værdi
Interviews

Det skal være skudsikkert, og så skal det skabe værdi

5 min read Apr 10, 2026

Når man taler med Hasan, fornemmer man hurtigt to ting: Han er nede på jorden, og han går op i at gøre tingene ordentligt. Ikke for perfektionens skyld, men fordi løsningen skal kunne holde i praksis. Den skal være til at bruge, til at forstå og til at bygge videre på. Og vigtigst af alt: Den skal skabe værdi for kunden.

Grundig, ordentlig og med et godt blik for det, der mangler

Hvis Hasan skulle gætte på, hvordan hans kolleger vil beskrive ham, lander han på de tre grundliggende kompetencer, som han mener driver ham: Grundighed, ordentlighed og professionalisme. Og det er ikke bare tre ord; det er en arbejdsform.

Han trives bedst, når en opgave bliver bygget rigtigt og designet til at kunne skaleres. Ikke en “quick and dirty”, der virker lige nu, men som skaber problemer senere. Det betyder også, at Hasan stiller spørgsmål: “Skaber det her reelt værdi? Dækker det behovet? Og hvad sker der i de scenarier, vi ikke lige tænker på i første omgang?”

Han beskriver sig selv som den, der er lidt mere kritisk i projekter, ikke for at finde fejl, men for at sikre, at det, vi afleverer, rent faktisk matcher det, kunden har bedt om. Ikke 60%, ikke 80%, men 100%.

“Jeg nyder virkelig at hjælpe folk”

Det første indtryk, Hasan håber, at folk får, når de arbejder sammen med ham, er, at han er hjælpsom og nem at tale med, og så selvfølgelig, at han har en høj faglighed og stor viden.

Han fortæller, at han oprigtigt nyder det, når kunder eller kolleger spørger ham om hjælp. For Hasan er det en tillidserklæring og en motivation i sig selv. Og hjælpsomhed handler ikke bare om at give et hurtigt svar. Det handler også om at sikre, at modtageren faktisk forstår svaret. Nogle gange, er der brug for at forklare tingene én gang mere. Og her bliver han ikke utålmodig. Tværtimod. Han tager sig tid, fordi det er dér, samarbejdet bliver stærkt.

Fra behov til løsning; hele vejen rundt

Når Hasan skal forklare, hvad han laver til en ikke IT-kyndig person siger han det enkelt:

"Jeg hjælper virksomheder med at få deres systemer til at arbejde sammen, digitaliserer manuelle processer og bygger løsninger, der giver et bedre overblik over data, så virksomheder kan træffe bedre beslutninger."

Og det meningsfulde ved jobbet er for ham at kunne se effekten. For når han bygger noget, skal det ikke bare være “smart”. Det skal kunne mærkes. På bundlinjen, på medarbejdertilfredsheden, på hverdagen. Og gerne på noget, man kan måle på.

Det er også derfor, han elsker at arbejde i krydsfeltet mellem forretning og teknologi. Han kan både lide dialogen med kunden og det tekniske nørderi, og han vil gerne være med hele vejen: Fra der bliver sat ord på det første behov til løsningen er implementeret og fungerer i praksis. Hasan kalder det sin “super power”: At få kunden med fra et problem til en løsning, der faktisk dækker behovet og gør hverdagen lettere.

Hvorfor Power Platform?

Hasan har en Professionsbachelor i Økonomi og IT, en uddannelse, der netop handler om at være bindeled mellem forretning og teknologi. Det er den perfekte baggrund for den måde, han arbejder på i dag, hvor han fokuserer på at afdække behov og skabe værdi ved at være med til at oversætte kundens udfordringer til at bygge de løsninger, der kan løse dem.

Hans interesse for Power Platform tog for alvor fart, da han som IT-studentermedhjælper oplevede noget, som mange måske kan nikke genkendende til: Store IT-projekter, der koster millioner, tager år og bliver forsinket igen og igen.
Power Platform gav ham et andet perspektiv, for her kan man relativt hurtigt gå fra idé til løsning og skabe værdi uden nødvendigvis at gøre det tungt eller dyrt.

Det betyder ikke, at Hasan går på kompromis. Tværtimod. Han understreger selv, at selv mindre komplekse projekter stadig kræver respekt for teknologien og et solidt fundament. Men han brænder for tanken om, at problemer ikke altid behøver at være “kæmpe” for at blive løst ordentligt.

Ordentlighed, ansvar og tillid

Når Hasan bliver bedt om at sætte ord på sin tilgang til arbejde og mennesker, vender han tilbage til tre nøgleord: Ordentlighed. Ansvar. Tillid.

Og måske er det netop den kombination, der gør, at han både kan være den grundige, kritiske kvalitetssikrer og samtidig den venlige, tålmodige hjælper. 

Han beskriver også sig selv som en, der forsøger at se det positive i tingene. Når der opstår udfordringer, vil han gerne være den, der motiverer teamet og skaber energi til at komme videre.

Og skulle han give et råd eller to til en ny kollega, handler det både om balance og mindset:

  • Husk at koble fra og finde balancen mellem arbejde og privatliv.
  • Og når noget ser uløseligt ud; så tænk kreativt. Der findes altid en løsning, man skal bare blive ved.

Fodbold, familie, og nej tak til kaffe

Der er også et par ting ved Hasan, man ikke nødvendigvis gætter ved første møde.

For det første: Han drikker ikke kaffe. Som han selv siger, er det måske lidt atypisk for en “IT-nørd”.

For det andet: Han er 25 og bor stadig hjemme, og det har han det helt fint med. 

Han beskriver sig selv som et familiemenneske, der sætter pris på tid sammen med dem, der betyder noget.

Og så er der fodbolden. Hasan er en stor fodboldfan, og er også fodbolddommer i sin fritid. Det passer egentlig godt til hans personlighed: Der er rammer, der er regler, og tingene skal foregå ordentligt.

Når han kan, rejser han gerne ud i verden og oplever nye kulturer. Det giver både energi og perspektiv.

Næste medarbejderinterview

Hasan spiller bolden videre til Solution Consultant, Mia Jensen, fordi hun arbejder med noget, Hasan gerne vil forstå endnu bedre og synes er spændende.

Subscribe to our Newsletter and get relevant updates …

Back to top